Opskrift på trylledej - og 4 juleophæng, du nemt kan lave.

Vi elsker trylledej - eller saltdej - herhjemme. Det er både nemt og billigt at lave dejen. Og så kan det simpelthen blive til alverdens ting!

Opskriften på trylledej får du her:

  • 2 dl fint salt
  • 4 dl hvedemel
  • 2 dl vand
  • 2 spsk. olie (f.eks. raps eller solsikke) 
  • Evt. frugtfarve 

Bland alle ingredienserne (minus frugtfarve) sammen og ælt til du får en blød dej, der er rar at arbejde med. Eller brug en røremaskine, hvis du har sådan en.

Du kan farve din trylledej med frugtfarve, hvis du har lyst - eller figurerne kan males med f.eks. akrylmaling efter bagningen. 

Hvis du gerne vil farve trylledejen, så del den op i mindre klumper og bland lidt frugtfarve i hver klump. 

Sådan bager du din trylledej, så den ikke sprækker:

Du har måske prøvet at din trylledej den sprækker? Det har jeg i hvert fald oplevet en del gange. Og det er bare så surt, når der er én der har gjort sig umage. 

Så jeg er begyndt at bage min trylledej i intervaller - og det er altså vejen frem, hvis du gerne vil undgå den sprækker. 

Jeg bager min trylledej på følgende måde: 

  • Jeg sætter dem i en kold ovn og sætter ovnen på 50°C 
  • Efter ca. 30 minutter skruer jeg op på 75°C
  • Efter endnu 30 minutter skruer jeg op på 100°C 
  • Og efter 30 minutter på 100°C skruer jeg ovnen op på 125°C, hvor de får lov at bage færdige. 

Er det bare tynde ophæng, som på billedet herunder, tager det gerne 30-60 minutter på 125°C. Men hvis det er store kunstværker, skal de gerne have 1,5-2 timer til sidst. 

Du kan tjekke om trylledejen er færdig ved at vende dem på hovedet og mærke under bunden - de må ikke være bløde. 

Lad dem køle af på en rist. 

Og her får du så lige et par idéer til juleophæng med trylledej:

Rudolf: Det er nok de færreste, der har en Rudolf udstikker - jeg har i hvert fald ikke. Men hvis du kigger nærmere på Rudolf, kan du måske se, at det faktisk er den helt klassiske kagemand - bare på hovedet. Smart, ikke? Den røde tud er en kugle rød trylledej. Øjnene er rørperler. 

Snemand: Jeg laver tit små perler, hvis vi har rester af trylledej. Tril en kugle og stik hul med f.eks. et sugerør. Perlerne her er efterfølgende sat på en snor, med knude i bunden. Ansigtet er tegnet med helt almindelig tusch. 

Kringle: Kringlen er simpel - det er blot en lang pølse af trylledej, der er formet som en kringle. Jeg har farvet lidt af trylledejen brun, men den vil også være nem at male efterfølgende.

Juletræ: Grøn trylledej, udstukket som et juletræ. Og pyntet med rørperler. 

Tilbage til blog